Bekymring for bevarelse og beskyttelse af miljøet har været et prioriteret emne siden midten af det 20. århundrede. Med den industrielle revolutions fremskridt begyndte mennesker at opdage, at deres aktiviteter havde en alvorlig indvirkning på planeten. Det handler ikke kun om udnyttelse af naturressourcer, men også om emissioner og udledninger, der forringer atmosfæren, jordbunden og vandet. Denne bevidsthed har ført til skabelsen af internationale initiativer som f.eks Kyoto-protokollen sigte på at reducere emissioner af forurenende gasser.
Disse aftaler var designet til at stoppe mængden af gasser, der udsendes til atmosfæren af de mest industrialiserede lande, som i høj grad er ansvarlige for den globale opvarmning, der påvirker hele planeten. I denne artikel vil vi besvare centrale spørgsmål som: Hvad er Kyoto-protokollen? Hvad prøver du at opnå? Hvilke lande har ratificeret den, og hvilke forpligtelser påtog de sig?
Drivhuseffekten og klimaændringerne
For at forstå formålet med Kyoto-protokollen er det først nødvendigt at forstå de negative virkninger af gasemissioner til atmosfæren, primært drivhuseffekten. Dette fænomen består af visse gassers (såsom kuldioxid, metan og lattergas) evne til at holde på varmen i atmosfæren, hvilket forårsager en stigning i planetens temperatur.
Drivhuseffekten er naturlig og nødvendig for livet på Jorden, da uden den ville temperaturen ligge omkring -88 grader Celsius. Problemet ligger dog i overdreven stigning af denne effekt på grund af menneskelige aktiviteter, især dem, der stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer, skovrydning og industriel praksis.
Denne stigning i temperatur ændrer den klimatiske balance og genererer det, vi kender i dag som klimaændringer, med ødelæggende konsekvenser, såsom smeltning af polerne, stigende havniveauer, ekstrem tørke, blandt andre fænomener.
El Kyoto-protokollen blev oprettet med det hovedformål at reducere disse drivhusgasemissioner (GHG) for at afbøde og vende virkningerne af klimaændringer. Det er et af de vigtigste internationale instrumenter i kampen mod global opvarmning.
Kyoto-protokollen
El Kyoto-protokollen blev vedtaget den 11. december 1997 i Kyoto, Japan, og trådte i kraft den 16. februar 2005. Det er en international aftale, der juridisk forpligter industrialiserede lande (nævnt i bilag I til konventionen) til at reducere deres udledning af drivhusgasser. Protokollen er en del af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og betragtes som et af de vigtigste skridt i den globale kamp mod klimaændringer.
Denne protokol fastlagde specifikke forpligtelser for de mest udviklede lande, idet de påtog sig et særligt ansvar for at være de vigtigste udledere på grund af deres industrielle aktiviteter. Gennem denne aftale forpligtede landene sig til at reducere deres emissioner af seks gasser, der er ansvarlige for drivhuseffekten: kuldioxid, metan, dinitrogenoxider, hydrofluorcarboner, perfluorcarboner og svovlhexafluorid.
Den første forpligtelsesperiode løb fra 2008 til 2012. I løbet af denne periode forpligtede Annex I-landene sig til at reducere deres emissioner med i gennemsnit 5.2 % sammenlignet med 1990-niveauerne.
Kyoto-protokollens mål
Hovedmålet med Kyoto-protokollen er at reducere udledningen af de seks drivhusgasser (GHG), der er identificeret som årsag til accelerationen af klimaændringer. Det er dog ikke alle lande, der skal reducere deres emissioner i samme forhold, hvilket fører til implementering af princippet om fælles, men differentierede ansvar.
Dette princip indebærer, at mere udviklede lande og lande med høje kulstoføkonomier, såsom EU, Canada og Japan, skal afgive større reduktionsforpligtelser, mens udviklingslandene har mere plads til at øge deres emissioner på grund af behovet for at forbedre deres økonomiske forhold.
- Reduktionsniveauer: Der blev fastsat specifikke reduktionsniveauer for visse lande. For eksempel måtte EU reducere sine emissioner med 8 %, Japan med 6 %, og Rusland skulle stabilisere sine niveauer uden at øge dem.
- Globalt mål: Opnå en fælles reduktion på mindst 5.2 % i de globale emissioner sammenlignet med 1990-niveauerne.
Kendetegn ved Kyoto-protokollen
El Kyoto-protokollen tilbød landene forskellige mekanismer til at opfylde emissionsreduktionsmålene. Blandt dem:
- Kulstof synker: Lande kan nå deres mål ved at øge kapaciteten af såkaldte kulstofdræn, såsom skove, der optager kuldioxid fra atmosfæren. Disse vaske kan være både inden for selve landet og i andre lande.
- Emissionshandel: Der blev oprettet et handelssystem for drivhusgasemissioner, hvor lande, der overskrider deres reduktionsmål, kan sælge deres overskud til dem, der ikke når deres mål. Dette system giver fleksibilitet og effektivitet til at reducere emissioner.
- Ren udviklingsmekanisme: I-lande kan gennemføre projekter i udviklingslande for at reducere emissioner og dermed opnå CO2-kreditter, der tæller med i deres eget reduktionsmål.
Mangler ved Kyoto-protokollen
På trods af anstrengelserne Kyoto-protokollen er blevet kritiseret for ikke at være ambitiøs nok til at undgå katastrofale klimaændringer. Flere faktorer har bidraget til dens begrænsninger:
- Den første periode af protokollen (2008-2012) dækkede kun omkring 30 % af de globale emissioner, udeladt store emissioner som USA, der ikke ratificerede protokollen, og udviklingslande som Kina og Indien, som ikke var forpligtet at reducere deres emissioner.
- Selvom mange lande formåede at reducere emissionerne, skyldtes det i nogle tilfælde mere økonomiens tilbagegang, især efter opløsningen af Sovjetunionen, end på grund af gennemførelsen af bæredygtige politikker.
- Protokollen etablerede ikke bindende sanktioner for lande, der ikke overholdt deres forpligtelser, hvilket tillod nogle stater at undlade at overholde uden alvorlige konsekvenser.
- De globale emissioner fortsatte med at stige generelt, i høj grad på grund af øgede emissioner i udviklings- og vækstlande, som ikke var forpligtet til at reducere dem.
På trods af disse mangler lagde Kyoto-protokollen grundlaget for mere ambitiøse fremtidige aftaler, såsom Paris-aftalen fra 2015, der søger at involvere alle lande i at reducere emissionerne.
Når man ser fremad, er reduktionsmålene blevet mere ambitiøse. Protokollen var et af de første skridt til at øge den globale bevidsthed om behovet for at handle mod klimaændringer.