Indonesien, den største øgruppe i verden, har historisk set været kendt for sin enorme rigdom i naturressourcer. Fra mineraler til marine arter tilbyder dette land enestående biodiversitet og et sæt ressourcer, der er blevet udnyttet i århundreder. Denne rigdom har dog også skabt en række udfordringer for landet, både hvad angår bæredygtighed og regulering.
Sidste søndag den 12. januar, kun en time før ikrafttrædelsen af loven, der ville forbyde eksport af råmineraler, udstedte den indonesiske regering en ny forordning, der justerede dette moratorium. Denne ændring i reglerne var et forsøg fra regeringens side på at balancere store virksomheders interesser mineselskaber og den lokale økonomi.
Den geopolitiske kontekst Indonesien har ændret sig hurtigt i de seneste år. Siden 2009 har landet vedtaget love, der pålægger mineselskaber at raffinere mineraler i lokale faciliteter, før de eksporteres. Dette havde til formål at forbedre den nationale økonomi, især i områder, hvor næsten halvdelen af indbyggerne lever for mindre end to dollars om dagen. Desuden håbede regeringen, at denne politik ville bidrage til at øge værditilvæksten af eksporten og fremme indenlandsk økonomisk vækst.
Betydningen af Indonesiens naturressourcer
Indonesien er blandt de rigeste lande i verden mht naturressourcer. Den olie og naturgas De er afgørende komponenter i den indonesiske økonomi, hvor landet er nummer 14 i verden inden for naturgasproduktion. Det er også en stor eksportør af kul og kobber, som er verdens største eksportør af termisk kul. Reserverne af guld y nikkel af Indonesien har opnået betydelige globale placeringer, i høj grad takket være deres miner som f.eks Grasberg, en af de største kobber- og guldminer i verden. Det er også vigtigt at fremhæve skovressourcer, som dækker næsten 50 % af landets landareal og placerer Indonesien på en syvendeplads i verden med hensyn til skovareal.
Indonesiens biodiversitet er et andet af dets nøglepunkter. Det er hjemsted for tusindvis af arter af fugle, fisk, krybdyr og pattedyr. De indonesiske regnskove er hjemsted for så ikoniske arter som orangutang og Komodo-dragen, mens dens have åbner en imponerende undervandsverden fuld af koraller og fisk, der er unikke for planeten.
Mineraler og deres rolle i økonomisk vækst
Minesektoren har været en af de vigtigste drivkræfter bag Indonesiens økonomiske vækst. Imidlertid protektionistiske politikker af landet, som begrænsede eksporten af uraffinerede mineraler, har fået adskillige mineselskaber til at tilpasse deres aktiviteter til at overholde de nye regler. Disse regler søgte at sikre, at mineraler blev forarbejdet lokalt, hvilket øgede merværdien og dermed bidrager til jobskabelse og lokal økonomisk udvikling.
Indonesien er den største producent af nikkel i verden. Landet anslås at rumme mere end 21 millioner tons nikkel, og meget af denne rigdom findes på øerne Sulawesi og Halmahera. Tilsvarende er Indonesien en stor producent af kul, med anslåede reserver på mere end 37 milliarder tons. Disse reserver forsyner ikke kun dens energiindustri, men eksporteres også til andre udviklede lande og udviklingslande.
El guld Den spiller også en fremtrædende rolle i landets økonomi, hvor Grasberg-minen, der ligger i provinsen Papua, udgør en af de største guld- og kobberreserver på kloden. Dets udnyttelse har historisk set været en søjle for den økonomiske balance, selvom det også har skabt spændinger med lokalsamfund og miljøforkæmpere.
Kulbrinteindustrien
El olie og naturgas De er andre nøgleressourcer, der placerer Indonesien blandt verdens største eksportører. I 2021 producerede Indonesien mere end 650,000 tønder olie om dagen og var positioneret som en af de største producenter af flydende naturgas (LNG) i verden.
Landet har gennem årene investeret betydeligt i infrastruktur relateret til udvinding og forarbejdning af kulbrinter. Afhængighed af fossile brændstoffer har imidlertid rejst miljømæssige bekymringer, hvilket har fået Indonesien til at stræbe efter at diversificere sit energimix i retning af vedvarende energi.
Vand- og skovressourcer
Indonesien har også vigtigt vandressourcer. Dets store netværk af søer og floder forsyner en stor del af befolkningen, mens tropisk regn tillader dens jord at være meget frugtbar. Indonesien har en gennemsnitlig årlig nedbør på mere end 2,700 mm, hvilket gør det til en af de nationer med den højeste nedbør i verden, hvilket i høj grad gavner landbruget og biodiversiteten.
Ligeledes har Indonesien omfattende skovressourcer. Dens tropiske skove er hjemsted for mere end 3,000 kendte arter af fauna og omkring 29,000 arter af flora. Skovrydning og udvidelsen af palmeolieindustrien har dog været en konstant trussel mod landets biodiversitet. Regeringen har således indført moratoriumpolitikker for at stoppe ulovlig skovhugst og bevare økosystemer.
Miljøpåvirkning og bæredygtighed
En af de mest negative effekter afledt af ukontrolleret udnyttelse af ressourcer er miljøpåvirkningen. Indonesien er i øjeblikket den sjettestørste udleder af drivhusgasser globalt, og skovrydning har spillet en væsentlig rolle i denne proces. De kulstofrige tørveområder og Indonesiens skove er blevet ødelagt af landbrugs- og skovbrugets ekspansion, en situation, der alvorligt har påvirket biodiversiteten og livskvaliteten for millioner af mennesker, der er afhængige af disse naturressourcer.
Som reaktion herpå har den indonesiske regering taget skridt til at minimere disse påvirkninger, såsom at forlænge moratoriet for nye minedrifts- og skovbrugslicenser. Endvidere har landet forpligtet sig inden for rammerne af Paris-aftalen, at reducere sine emissioner med 29 % inden 2030.
Kampen for beskyttelse af naturressourcer og reduktion af CO2-fodaftrykket har været en prioritet i de seneste år, selvom der stadig er mange udfordringer at overvinde. De miljøregulering Den skal styrkes for at beskytte lokalsamfundene og overholde internationale forpligtelser på mellemlang og lang sigt.
Indonesien står ved en socioøkonomisk og miljømæssig skillevej. På den ene side har dens afhængighed af naturressourcer været drivkraften i økonomien, men på den anden side er dette blevet ledsaget af vigtige socio-miljømæssige udfordringer. Indonesiens fremtid vil i høj grad afhænge af landets evne til at balancere økonomisk udvikling med bæredygtighed og social retfærdighed, samtidig med at dens uvurderlige naturrigdom beskyttes.